Skoven, min ven

Efter min kæreste landede et job på vores gamle højskole, stod spørgsmålet snart, om vi havde lyst til at flytte op i en af skolens boliger, der var blevet ledig. I en rum tid havde vi holdt øje med lejligheder i København, da vores egen lejlighed kun var fremlejet, og vi derfor kun havde den på lånt tid.



Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville flytte tilbage til den gamle herregård, hvor vi i sin tid mødte hinanden. Men af en eller anden grund gav det utroligt god mening. Og det var ikke svært at kaste sig ud i.

Skoven, hvor vi dengang gik tur, er nu så godt som beliggende i vores baghave.


Jeg føler mig pludselig utroligt priviligeret over at bo her, midt i naturen, med marker, skov og vand i gåafstand.



I disse dage bliver der luftet hund, som jeg passer, mens ansatte og elever er draget til Folkemøde. Men løbeture tager jeg også indimellem gennem skoven, helst tidligt før der er for mange hundeluftere.


Her er så utroligt smukt, grønt. Duften er let og frisk, ikke tung og tyk. Jeg får en følelse af, at jeg bare kan snuse ind, og at lugten gør godt helt inde i kroppen. Og så er det endda beviseligt - det med at naturen har nærmest helbredende kræfter. Jeg tror godt på det. Stilheden, fordybelsen, roen der sænker sig i kroppen. Jeg elsker at den ligger derude, naturen, klar til bare at fascinere, forundre og lade sig indtage.


Hvis vi passer godt på den, passer den også godt på os.